Karatetræning

Karate siges, at være en af de mest krævende former for kampsport, der kombinerer fysisk kondition med mental og åndelig træning. Og ja, karate er hårdt ind imellem, og det vil tage tid at mestre. Men alt træning er hårdt - ellers var det ikke træning eller udviklende.
 
Alligevel er der stadig flere, som tager udfordringen op, og i dag er karate en kampkunst, der dyrkes af ca. 40 millioner mennesker verden over, lige fra skolebørn til filmstjerner. 
  
Så alle vil kunne deltage idet træningen er individuel og man derfor kan træne med i sit eget tempo. Karatetræning stiller ikke store krav til træningsudstyr, og man kan faktisk træne hvor som helst. Karate kan dyrkes i alle aldersklasser. Det gør ingen forskel, om man er mand eller kvinde. Træningen handler om balancen mellem det fysiske og mentale, hvilket ikke diskriminerer mellem kønnene.  
 
Efter hånden som elevens fysik og teknik forbedres, stiger kravene. Der er disciplin i træningslokalet, hvilket kun skal tolkes som gensidig venlighed og respekt mellem elve og instruktør. 

Karate - en interessant sport for dig!

Karate er ikke kun slag og spark mod en modstander eller gennembrydning af træ og sten, som man nemt kan få indtryk af i mange film. Det er faktisk en mindre del af det hele. Groft kan man inddele træningen i tre former.
De tre vigtigste træningsformer er kihon, kata og kumite.
 

Kihon (basistræning)

Ved kihon forstås optræning af stød, spark, slag og parader fra stationære stillinger og under bevægelse. Målet er at opnå perfektion af den enkelte teknik. Træningen af Kihon giver en basis og rutine, som senere bl.a. bruges i kumite.


Kata (øvelsesrækker)

Kata-træning, som forklares som iscenesat kamp mod flere modstandere, er en anden central form for karatetræning. Hver kata, er en stiliseret og forud defineret serie af teknikker, kombineret i angreb og forsvar mod tænkte modstandere. På denne måde optrænes koordination, koncentration, åndedræt og teknik.
 

Kumite (kamp)

I kumite bruger man de teknikker og bevægelser man har trænet i kihon og kata overfor en partner.
Man begynder først på frikamp, når man har fået erfaring i korrekt udførsel af de grundlæggende teknikker. Man starter meget langsomt i starten og efterhånden, som man bliver mere erfaren, sættes tempoet op. I Gishi karate dyrker vi semi kontakt kamp. Børn og juniorer bærer ekstra beskyttelse, bl.a. hjelm og vest. Kamptræning sker altid under ledelse af en instruktør, som sørger for at træningen forløber på korrekt vis.